Xingu, Vigdis og Rebecca.

Sidste dag i september havde Merete og jeg aftalt, vi skulle lægge spor sammen. Merete skulle se, hvordan man lægger spor til 20 timers prøven, så vi tog først ud  i en nyskov, lige i nærheden af hvor jeg bor, hvor jeg havde planlagt at kunne have et par spor til vintertræning. Skoven, hvor vi lagde sporene, består af en vel nok 6 år gammel granplantage omgivet af lidt frugtplantage og åben mark, det er et sted, hvor råvildt nærmest lunter rundt konstant, har jeg indtrykket af. Et godt sted til at træne afledningsfært.

Jeg har tit mødt dem, hvor de krydser et par graner foran, når jeg har gået tur, men da vi var to, og snakken gik livligt, havde vi vist advaret samtlige dyr, vi så i hvert tilfælde ingenJ

Vi benyttede chancen til at lave lidt lydighedstræning, og lidt ringtræning på en plads et par km. der fra. Efter frokost var det blevet tid til at hundene skulle gå sporene.

Vigdis fik første spor, som var lagt konventionelt. Det gik fint, kassen voldte ingen problemer, tilbagegangen havde vi lavet som en ”begynder tilbagegang” hvor vi i stedet for at dryppe lige tilbage lavede en snæver vinkel, for ligesom at lokke hende ud i tilbagegangen. Det lykkedes også.

Hun gik i et meget fornuftigt tempo, og var let at læse, nogle få spor mere, så er hun klar til et overnatningsspor, synes jeg.

Vi kørte om på den anden side af skoven, hvor Xingus spor lå. Det var lagt med færtsko, og jeg er ikke sikker på, jeg forsætter af den vej. Jeg synes ikke, jeg har kunnet mærke forskel på Xingus sporkoncentration – men måske, er afvekslingen  i virkeligheden god. Kassen voldte i dag ingen problemer, hun gik lige ind og tog foden, men sporet kunne godt være mærket bedre op i starten, det gav lidt flimmer, når jeg ikke var sikker på, om hun gik ud det rette sted (grantræer har det med at ligne hinanden). De sidste 200 meter var ind i den ældre granplantage, hvor rådyrveksler krydser flere gange. Damen var noget interesseret i afledning et par gange men kom artigt tilbage, og tog knækket fint. Hun gik lige frem til kloven.

Rebecca fik et kortere spor, som hun løste fint. Hun nød, at få lov til at bruge næsen.

Hundene var ved at være trætte, det var vi andre også, kaffen og kagen blev indtaget lige  bag skoven, med hundene som bisiddere. En dejlig efterårsdag.

Merete og Vigdis

Vigdis ved sporslut

Xingu undervejs

Xingu bytter straks kloven med en godbid.

Rebecca på sporet.

Man kan altså godt blive lidt kæle af al den ros ved sporslut:)

I går var det tid til lidt ”kassetræning”, og Birgit havde været så venlig at lave tre korte spor, ca 150 – 200 meter med et enkelt knæk, men med opstart, som man bruger på 20 timers spor, et område på 20 x 20 meter, hvor i  sporet begynder. Der er ikke et opkradset lille område, som vi bruger på 3 timer, men man begynder bare at dryppe blod ud et eller andet sted i indenfor ”kassen” (hvis det er et konventionelt spor).

Jeg er klar over, det er der, jeg skal sætte ind, inden næste års sporsæson, så det prioriteres op i min træning.

Som sædvanlig kan jeg nyde Birgits sporterræn, der er simpelthen al det terræn, man kan komme ud for på prøve: Bøgeskov, nåleskov, åbne områder, krat,  græs, lyng, blåbær, ene, jævn og kuperet terræn, små vandløb,  det er eldorado for sporfolk. Der er rå, då og kronvildt i området, og i går hang der et par ravne, råbende over hovedet på os, da vi spiste vore sandwiches i skoven.

Birgit havde lagt to af sporene med færtsko, jeg ville nemlig gerne se, om det kunne få Xingu til at holde sig mere til det spor, som hun faktisk skal gå på, og ikke interessere sig så meget for afledningsfært. Det var der nu ikke noget entydigt bevis på. Jeg vil lægge flere spor med færtsko i løbet af september, inden jeg afgør, om det er den vej, vi skal forsøge.

Xingu var frisk på de tre spor, og gik ivrigt til sagen. MEN hun er ekspert i at lade som det er det rigtige spor hun er på, trækker hårdt og vedvarende et godt stykke vej ud af kassen, før hun tager hovedet op. Hun kan endda markere sporstart, hvor jeg ikke er i tvivl om, det er sporstart, og så alligevel gå i en forkert vinkel ud. Det skal jeg have løst på en eller anden måde.

 Da jeg sadlede om fra markprøve træning, var det netop fordi, der var kommet for mange ”nej´er” ind i min træning, det var ikke sjovt. Xingu var såmænd ligeglad, den er psykisk så hård og selvstændig, at det ikke kunne overskygge den jagtinstinktJ

Så med sportræning besluttede jeg IKKE AT SKÆLDE UD. Så jeg har rost, når hun i træningssituationen har taget sporet op, og ignoreret, når hun er gået på afledning. Sådan må det være, det skal være sjovt, det er min hobby.

Som en kendt mand indenfor retriever verdenen (Viggo Berger) engang sagde til mig til et træningsseminar: ”Nu har vi jo engang det liv, vi har og den hund, vi har, så må vi prøve at gøre noget ved det.”

Efter de tre spor, gik Malou og Alba hver sit overbevisende 20 timers spor, og så tog vi til tange sø, hvor de tre viste, hvor vandglade, retrievere er. De nød det, det gjorde vi andre også.

Vi sluttede dagen af med et køligt glas saft I Birgits have, Xingu viste, at en 8 år gammel curly, stadig kan lide at lege med at smide bolden ned af skrænten, for selv at komme farende med den bagefter. Alba deltog også lidt i den leg, men synes vist den krøllede kusine var en anelse voldsom i sin leg. Der var ro i buret hjemad efter en dejlig dag.

Fra venstre: En del af Xingus første kasse, midt i : Alba på spor, til højre: hundene i Tange Sø.

Det er første gang i Danmark to curlyer deltager på samme officielle schweissprøve og jeg var så heldig at få lov til at føre dem begge. Med mig havde jeg foruden Xingu, naturligvis, også Meretes Vigdis, da sporprøven kolliderede med Meretes ferieplaner. Det var med nogen spænding, jeg skulle til prøve med Vigdis, jeg havde jo ikke selv haft sporselen i hånden før, men dog ofte været sporlægger for Vigdis og Merete.

Først skulle Xingu dog i aktion i et 20 timers spor i Rønbjerg plantage, som ligger ca 10 km fra Skive plantage, hvor 3 timers sporene lå – prøven var blevet forsinket, da der var kommet dommerafbud dagen før, just som sporene skulle lægges, så de resterende dommere skulle dele et af holdene – men hvad, når man har godt vejr, et dejligt morgenbord i en jagthytte og sporfæller at tale med, er det forbløffende så hurtigt timerne går.

Dommer Jørgen Lund Thomsen sørgede for en god, afslappende start, med sin historie om det anskudte dyr, han havde rekvireret en dygtig sporhund, (xingu) til at udrede. Hvor skytten havde stået, præcis som havde det været en rigtig eftersøgning. 

Xingu havde store problemer i kassen, hvor der var noget skovfald i venstre side,  men efter at have gennemsøgt kassen, gik hun dog skråt ud til venstre, men desværre – et stykke ude, fik vi tab. Tilbage i kassen, afsøgte vi nu højre del og her, gik hun ret overbevisende ud, men det viste sig at være på frisk fært. Øv, igen tab, jeg må indrømme, jeg var ved at miste modet, men vi vendte igen tilbage til kassen, og denne gang, gik hun hen og fik fat i anskudsstedet og vi gik lige ud af kassen. Første stræk gik uden problemer, tilbagegangen blev udredt, andet stræk, fint, lige til sidste knæk, her kom hun i alvorlige vanskeligheder. Denne gang, lod jeg mig ikke lokke længere væk end vi havde plads til at ringe rundt og afsøge området, selvfølgelig besværliggjort af flere væltede træer. Hun knoklede rundt ti minutter, hvorefter jeg gik 40 meter tilbage af sporet, og nu fandt hun uden problemer knækket og gik lige frem til det lille stykke skind, der lå gemt bag en træstub ved sporslut.  Det gav en 3. præmie. Skoven var åben nåleskov, med mos og græs i bunden. Jeg så ikke schweiss et eneste sted, heller ikke på de væltede træstammer, Xingu havde trukket mig over.

Tre gange ud af de 4 gange vi har gået  20 timers spor i år, har vi haft tab, fordi vi kommer forkert i gang, når hun først har fået startet godt, er hun gået frem til dyret hver gang i et hug. Jeg har lagt langt de fleste spor til Xingu i år, så jeg har ikke haft tilstrækkelig fokus på opstart, det er jo anderledes, når man godt ved hvor anskudsstedet er!  Så i vinter træner vi opstart, opstart og opstart (som andre har lavet).

En ting må man sige: Xingu er altid arbejdsvillig, hun har knoklet og knoklet, og  hvad kan man forlange mere? Hun er en ener, ikke nem, kører i et højt gear, men med stor udstråling og jeg har lært en masse af hende. Jeg har også gjort en masse fejl i hendes træning - sådan er vilkårene også for en hundJ

Jeg har tidligere fortalt om, hvor vigtigt det er at holde sin sporhund i god form. For udenstående kan det måske virke noget besynderligt - det er jo kun 400 eller 1000 meter spor, der skal udredes. Virkeligheden er en anden. Xingu arbejdede 31 minutter koncentreret  og uafbrudt i varmt vejr på en tør bund, hvis konditionen ikke er i orden, når den ikke frem. På 1000 meter sporene er det ikke usædvanligt, at hunden sporer uafbrudt i en time, så kondition er en af forudsætninger for at sporarbejdet lykkes.

Jeg skyndte mig at køre tilbage til Skive plantage, hvor det var Vigdis´ tur, så snart vi kørte op til jagthytten. Sporet lå ca 1 km inde i plantagen, så Meretes bil var rigtig ude på de små sandede, meget tørre skovveje. Sikke et terræn, masser af plads. Jeg noterede dog, at der stedvis var områder med lyng, som kan være vanskelig at fastholde fært i, og som Vigdis helt sikkert ikke har gået på før.

Igen en sympatisk dommer, Leo Feldvoss, vi fik i fællesskab viklet Vigdis´ sporline ud, som var gået i knude.  Sporstart var i ret tæt skov af en veksel, retning mod noget åbent terræn og Vigdis satte stille og roligt snuden i jorden, jeg holdt hende et kort øjeblik, så færten kunne fastholdes og så gik hun i et behageligt tempo frem med stram line, men ikke så hårdt på som Xingu gør. Første stræk gik hun uden problemer, tog knækket  og krydsede en sandet skovsti forsatte i næste skov, hvor hun lavede en kort bue uden om et hegn, hvor hun ringede noget rundt i nogle tætte graner, som stod på tuer af mos, det var sgu ikke helt nemt. Jeg tog hende lidt tilbage, opmuntrede hende til at ”finde Bambi” og så fik hun fat i det rigtige spor, et lille vip med halen og hun gik nu frem i stram line, tog sidste knæk fint, og gik uden problemer, heller ikke selvom om terrænet her var lyngbeklædt, frem til dyret. Det er altså en fed oplevelse, hun var let at læse, tog hovedet op, når hun var på afveje. Sporet lå i en slags z, det er jo ikke altid, det er firkantet!

En fin 1. præmie til hende – en dejlig hund. Den nye kritikseddel er rigtig god, og jeg må sige, Vigdis scorede højt. Næsten ene 5 taller, kun eet 4 tal i sporfasthed, på grund af problemer i de tætte graner.

 Bedømmelses skalaen går fra "kan ikke bedømmes" , 1 - 2 - 3 - 4 - 5, hvor 5 er højeste karakter. Pointene omhandler bl.a. hundens evne til at fastholde sporet, hundens selvstændighed, hundens sporvilje, samarbejdet mellem hund og fører, hundeførerens evne til at læse hunden.

Pias Monty skulle ud på sin 1. 20 timers spor prøve. De har i alt gået TRE træningsspor og alligevel gør de det: Får en 1. præmie. Hvad skal jeg sige – det er bare så flot – det imponerede selv de garvede schweissfolk til prøven. ET KÆMPE TILLYKKE fra mig. Jeg har været så heldig at lægge 4 ud af de vel nok 6 spor, den hund i alt  har gået på blod, og det overrasker mig ikke. Den hund har simpelthen så stort sportalent og ikke mindst vilje, og bruger hele sin erfaring fra DCH sporene. Ja, det gør Pia også. Godt gået.

En rigtig god spordag var slut – det var årets sidste prøve for mit vedkommende, jeg glæder mig allerede til schweissprøverne til næste år.

Et stort TILLYKKE til Merete og til Vigdis, som opnåede 2. præmie på sin første 3 timer x 400 meter Schweiss Prøve i Rold skov d. 4. august. Vigdis er nu med i den noget lille, men så absolut ”eksklusive” klub herhjemme, som tæller curlyer, præmierede på officielle schweiss prøver.:) Klubbens øvrige medlem er Xingu. For mig er det en stor glæde at Vigdis er kommet så godt i gang med sporarbejdet, jeg har nemlig haft fornøjelsen af at lægge en del spor for Merete og Vigdis.  Jeg glæder mig til at følge denne smukke og særdeles charmerende curly fremover.

Merete og Vigdis på træningsspor i juni måned

Vigdis og Rebecca

Dansk Münsterlænder Klub og Morsø Jagthunde Klub afholdte Schweiss Prøve d. 29. juli.

 Birgit og jeg valgte at følges ad i bilen til Mors, og da Alba lige var gået i løbetid, skulle vi først møde godt op af formiddagen og vente på en parkeringsplads, et stykke væk fra prøveområdet. Vi blev hentet af prøveleder og skulle have de to spor, der var udlagt i Højris, som tilsyneladende var bøgehøjskov. Xingu startede op i kassen, og gik efter kort tid hen og markerede sporstart og vi gik i gang. På mig virkede det ret overbevisende, men efter et stykke tid, fik vi tab. Pokkers, jeg gik tilbage til kassen og denne gang kom vi ud af det rette spor, det gik planmæssigt over første knæk, hvor tilbagegangen lå, fik jeg at vide bagefter. På den lange strækning gik det vældig fint, lige indtil vi kom til en meget bred og vandfyldt bæk, hvor Xingu hoppede ud og røg i svømmedybt vand. Hun kom fint over, men jeg tøvede lidt, ville være sikker på, hun mente det, da jeg desværre ikke havde fået mine støvler med i Birgits bil. Lidt længere ned af bækken, lå en grenbunke, som jeg forsøgte at balancere på, og kom over med kun en våd fod. Xingu trak utålmodigt, og gik op på en bakkekam, hvor vi for alvor kunne mærke vinden komme på tværs. Hun fastholdte sporet, men det var tydeligt svært, hun pendulerede lidt men efter et stykke tid kom vi frem til dyret. Herligt. Det gav en 2. præmie. Birgit og Alba skulle nu gå deres spor, som havde sin start 500 meter længere fremme i skoven, hvor Alba også kom fint ud af kassen, men fik tab i forbindelse med første knæk. De fandt dog hurtigt tilbage til sporet, og gik frem til dyret uden yderligere tab. Dommeren valgte dog at trække Alba til en 3. præmie, da han ved evalueringen af sporet fortalte, at hun skar et stykke af  mod den sidste strækning. Alba fik ros for det bedste tempo på dagen.

Vi kørte hen til de øvrige deltagere, hvor præmieoverrækkelse, den grillstegte kamsteg, kartoffelsalat og salatbord ventede. Over maden blev sporene rigtigt evalueret i hyggeligt samvær.

På de to 20 timers hold, faldt der  4 x 1. præmie, 5 x 2. præmie, 2 x 3. præmie, 6 x 0 præmie.

Dansk Korthårs Klub afholdt Schweiss prøve, hvor jeg havde mulighed for at afprøve Xingu på 1000 meter spor, 20 timer, og med den alder Xingu har nu (lige blevet 8 år), synes jeg, hun skulle have chancen i år. Birgit, kennel Lab-x-Streams, ville også afprøve Alba på distancen, inden hun skal have hvalpe. Vi havde meldt til i rigtig god tid, og var heldige at komme med, der var plads til 8 hunde på 1000 meter og mindst lige så mange var desværre blevet afvist. I alt var 45 hunde til afprøvning, de fleste i området ved Torsted, det var hundene, der skulle på 3 og 20 timer x 400 meter prøve.

”Langdistance”  hundene var fordelt på to hold, 4 på hver, og vi mødtes i Dejbjerg Plantage, hvor vore spor lå. Der var en del råvildt og også krondyr i området.

Ved lodtrækning var Birgit og Alba de første, der skulle gå spor, og  trods en rigtig god start, hvor Alba som sædvanlig lige gik ind i kassen og stemplede sporstart, havde de to ikke helt heldet med sig den dag. Men Alba er jo stadig kun to år, så der er masser af tid til nye spor.

Xingu var næste hund, og  hun gik også ind i kassen, fandt sporstart, som hun markerede tydeligt (det gør hun ikke altid). Sporet lå i gammel granplantage med masser af mos i bunden, som nærmest fjedrede som mosebund, når man gik. Hun passerede en skovvej med græs i bunden gik videre frem og passerede endnu en skovvej og gik vel omkring 60 for langt, inden vi fik første tab.

Vi gik tilbage til den sidste skovvej, hvor hun igen fik fært og drejede  nedad skovvejen til højre, og snart gik det i temmelig god fart fremad. Hun havde indimellem nogle små afstikkere til siderne, men ikke mere end hun kom tilbage på sporet, inden remmen ikke kunne nå.

Et godt stykke nede af skovvejen, forbi et væltet træ drejede en mindre sti til højre, som hun gik ind af. Hun havde snuden i fin kontakt og jeg opdagede ikke, hun var på afledning. Vi fik tab igen, og jeg valgte at trække 40 meter tilbage på stien, hvor hun igen rodede noget rundt for derefter at dreje til venstre. Vi blev hurtigt stoppet for tredje gang, og så var den prøve slut. Det viste sig, at hun under udredning af tilbagegangen var forsat ufortrødent – det snød mig virkelig – og hun plejer ikke at gøre det. Så jeg skulle nok have gået 100 meter tilbage, for at komme så langt tilbage at hun kunne få fat i knækket.  Færten af dyr var for fristende den dag. Vi prøver igen til næste år, hvis kondition og bentøjet holder. Hun nåede lige godt 500 meter af sporet.

Hendes kondition er god, og det kræver det at gå de lange spor. Jo flere snif hunden kan trække ind i næsen op til lugteepitelet før den egentlige vejrtrækning, des bedre forstærkes færtindtrykkene. Det er en fordel, da 1000 meter sporene bliver lagt ud med samme blodmængde som et 400 meter spor, så det er små mængder, hundene går på.

Xingu konditionstrænes ved at hente tennisbolde, som jeg lægger ud på en linie på et par hundrede meter, hvorefter jeg sender hende på dem. Terrænet varieres selvfølgelig, nogle gange dropper jeg boldene i skoven, når vi går tur for derefter at sende hende bagud efter dem. Her i sommerhalvåret svømmer hun også en del i havet.

Så blev det en langhåret hønsehunds tur – også 8 år gammel og også den var begyndt sporarbejdet som 5 år gammel. Det gik fint, den udredte sporet – efter at have haft tab 2 gange og fik en 3. præmie. Sidste hund, en ruhår, som var i schweissregistret, ført af Jørgen, nåede 900 meter ud, før den blev kaldt af, og magtede ikke at løse de sidste 100 meter af sporet. Hvor ærgerligt. Den blev simpelthen for varm efter en times sporarbejde, sagde føreren.

Det andet 1000 meter hold havde klaret sig væsentlig bedre, idet der blev givet 2 x 1 præmie, en 2. og en 3. præmie. Det viste sig, at Albas kuldsøster Sika,  ført af Nicolai Flydtkjær, havde fået en velfortjent 1. præmie. Velfortjent,  fordi den trods en rudel krondyr havde passeret tilbage gangen efter sporet var udlagt, klarede det sammen med Nicolai. Rigtig godt gået.

Det var første gang en dansk curly har deltaget i 1000 meter spor, som er elitedistancen og - hvis jeg kan gøre noget for det - forhåbentlig ikke den sidste.

Pia og Monty klarede i deres første schweissprøve 3timer x 400 m at få 1. præmie. Rigtig godt gået – de har nemlig ikke gået ret mange schweiss spor – men spor, som man lægger dem i DCH, hvor Pia er træner. Da Monty havde lidt problemer i knækkene, kom Pias erfaring ekvipagen til gode, og Monty forsatte ufortrødent til Bambi var fundet. Han er en hund med stor motor, har den vedholdenhed, der skal til, for at en hund kan blive god til spor. Både hans far og mor er markprøvehunde, hans far er Nordisk Jagtchampion Darfys O´neill, som lige har været med til at repræsentere  Region Nordsjælland  til Hold DM.

I det tidlige forår var Pia og Monty med på det kursus, der blev afholdt i regionen, om overnatningsspor, og det gav Pia blod på tanden til at forsøge med en schweissprøve.

Valget faldt på prøven i Hvilsom Skov, som DRK ( Dansk Ruhårs Klub) afholdte og som jeg også tidligere har erfaret, var denne prøve særdeles veltilrettelagt.

Efter alle tre hold var tilbage, satte vi os ind i maskinhallen, hvor veldækkede borde var parat og den grillstegte svinekam og katoffelsalaten blev delt ud i rigelige portioner.

Nu venter 20 timers prøven – måske i år, hvis der er pladsJ

Xingu i det grønne

Et af mine ”faste” spor ligger med sporstart 10 meter væk fra grusvejen, hvor dog kun skovens folk må køre. Det starter i bøgehøjskov, krydser en skovsti og går over i rødgran, et par grøfter gennemløber skoven og her trives bregner og græsser fint. Jeg synes, det var et passende sted at fotografere Xingu under sporarbejde, da sporet netop krydsede ind i den næste skov her, og Tobias var taget med i skoven for at tage et par billeder. Bregnerne var godt nok vokset en del, siden jeg sidst brugte sporet, men man kunne da lige ane hunden J Han var i øvrigt ikke tilfreds med lysforholdene, så næste gang må jeg prøve at lægge sporet i et mere åbent terræn, og så i en periode med lidt solskin i stedet for regn!

Sporet var på den gode side af 400 meter, havde ligget ca 20 timer, hvor der var kommet ca. 20mm regn, som i øvrigt ikke voldte problemer. Knap 2 dl okseblod havde jeg dryppet ud. Hun udredte tilbagegangen i dag, og da kloven var fundet, kørte vi til stranden i nærheden, hvor hun fik lov til at hente et par vandmarkeringer,  det  passede damen fint.

Xingu nyder vandet efter sporarbejdet sammen med Malou og Dina, Monty er lige svømmet ud af billedet.

Jeg havde inviteret Birgit, Pia og Marianne til lidt sportræning i dag – særlig interessant var det at se Dina, som Marianne overtog for et års tid siden.

Birgits Malou skulle gå et 22 timers spor, ca. 400 meter – en opgave, som i det varme vejr var svær, men jeg må sige, Malou løste den fint, det var tydeligt, at Malou er en særdeles sporerfaren dame (ja, og Birgit er det også:) – Malou kom nemt ud af firkanten og gik 1. strækning i en gammel granskov med kun lidt bevoksning i bunden ind imellem. 2. strækning gik fra granskov over i bøg, med lidt skovsyrer og græs ind imellem, terrænskiftene voldte overhovedet ikke problemer, afslutningen ind på en rådyrveksel, hvor græs, brændeælder og bregner stod meterhøjt – dådyrkloven fyldte ikke meget, men blev fundet efter lidt tid. Tilbagegangen udledte hun ikke i dag, hun tog knækket direkte.

Xingu var næste hund, hendes spor havde også ligget i 22 timer og var på den gode side af 400 meter. Det begyndte i bøgeskov, med meget tørre blade, hvilket også kunne ses på hunden, hun pendulerede noget for at fastholde færten – kom dog fint ud af firkanten. Fra bøgeskoven gik vi over i gammel granskov uden ret meget i bunden, da vi kom i blandingskov med skovsyrer og græs i bunden gik hun mere direkte på sporet, hun udredte tilbagegangen i dag, tog derefter sidste knæk og gik direkte til kloven, som lå i højt græs.

Så kørte vi alle til en anden del af skoven, hvor jeg havde lagt de to tretimers spor.

Monty var først, han gik som den eneste i dag på fortyndet rådyrblod, for lige at give ham fornemmelse af ”vildt fært” som han ikke har prøvet før.

Han lagde fint ud og gik remfast frem, kom lidt i problemer ved terrænskiftene, det skal lige finjusteres, inden første sporprøve – knækkene tager han meget fint (hans DCH sporbaggrund ses, hvor præcision vægtes meget højt), han render i første omgang lige forbi rådyrkloven, tager min fod videre, hvilket jo ikke er så underligt, da han er vant til at gå på de aftryk menneskefod sætter. Da han bliver trukket tilbage, bliver han meget glad for kloven, som han stolt viser frem.

Dina får sporselen på, og Marianne som aldrig har ført hund på spor før, går nu i gang. Det er tydelig, at Dina ikke har glemt, hvad sporarbejde er. Hun logrer glad ved opsparket, jeg har lavet, da hun får færten af blod, og går ud af sporet i et ret godt tempo. Hun render for langt i 1. knæk, men Marianne tager hende lidt tilbage og nu går hun op af 2. strækning, som også er i nåleskov med lidt bundvegetation, men som også krydser et par stier. Sidste strækning, går hun lidt højt med hovedet, jeg bliver i tvivl, om det i virkeligheden er for nemt for Dina, som jo også er SCVH eller om hun er lidt på skovtur?, Marianne får varmen ligesom vi andre, der er jo nok at  holde styr på, med sporselen, som kan sidde fast i grene, det at læse sin hund – der er meget nyt. Dina går ned af sidste bakke, hvor hun stolt tager rådyrkloven i munden.

Så trænger vi alle til noget at spise og drikke, men først tager vi alle hundene til vandet – og det bliver vi populære på. Det er retrievere, som elsker vand. De nyder at svømme rundt i det lune vand, ”gruppebilledet” ved strandkanten var ikke helt nemt at få på plads, da hundene helst ville vende med fronten mod havet i håb om en vandmarkering! – men det lykkedes med lidt overtalelse.

Foran Ørnereden på græsset slog vi os ned og  boller og kage blev  pakket ud, kaffe og vand blev også nydt i stor stil.

Malou ved sporstart, Monty og Dina ved sporslut.

Xingu, Monty, Malou og Dina på stranden.

Birgit og Dina.

2. præmie på 20 timer x 400 meter. Xingu er den første curly herhjemme som er præmieret  i den diciplin.

Forårets anden schweiss prøve foregik i Grenå, afholder var DMK. Ærgerligt nok var Birgit uheldig og kom ikke med, da Kleine Münsterlænder hundene kunne fylde prøven op selv. Der var kun plads til 6 hunde på 20 timer, 4 KML´ler , 1 ruhår og vi havde været heldig og få den sidste ledige plads.

Vejrudsigten i ugen op til prøven blev studeret flittigt, da sporprøven i Grenå foregår på hede areal og i plantage, bunden er gammel havbund.

Parolen foregik nu ved Shäferhundeklubbens klubhus, der var mulighed for at købe kaffe og rundstykker – en sådan luksus oplever vi sjældent – vi sporinteresserede – og når man kommer til en schweissprøve går man rundt og giver hånd til deltagere, stifindere og dommeren, en tradition, som nok er lidt gammeldags, men giver en god start på dagen. Jeg fik indtryk af, at Kleine Münsterlænderen stort set holdes til jagtbrug, det var udelukkende mænd i grønne klæder, der førte hund lige med undtagelse af mig – ja – og så af en lille pige – hende vender jeg tilbage til sidst.

Vi kørte ud i plantagen i hold, jeg fik også denne gang Frits Hansen som dommer, vi kørte af en meget støvet grusvej ind igennem plantagen, et par steder fik jeg øje på de sedler på træerne, som angav, at  her var et spor. Med al det støv håbede jeg det ikke var mit!

Vi kørte over det åbne hede areal, og gjorde holdt, hvor de første 2 hunde skulle af prøves. Vi andre ventede, og nu fik vi lejlighed til at udveksle noget hundesnak, og høre til hvor langt vi var kommet i træningen. En af deltagere havde sin kone med, så vi var en lille sluttet kreds på stand by. Spændende var det når stifinder kom kørende tilbage, ledsagende deltageren, som lige havde været oppe: Havde han løv med?, så han glad eller skuffet ud?.

Efter de første spor, hvoraf det ene på en af strækningerne gik igennem en mose, skulle vi køre tilbage i plantagen til en anden venteplads, hvorfra resten af holdet ville blive afhentet en af gangen,

Jeg havde spor nemmer 5 og på køreturen hen af grusvejen nåede Xingu at blive noget stresset.

Jeg så nu, at mit spor var et af dem tæt op af grusvejen, vi havde kørt på om morgenen, men vindretningen var sådan, at vejstøvet blæste væk fra sporet – heldigvis.

Jeg får anvist 4-kanten i et skovhjørne med gammel tæt nåleskov med fuldstændig tørre brune grannåle i bunden. Ikke noget grønt overhovedet. Der ligger et par barkløse grene i området. Hun går ind og stempler, jeg ser, der er schweiss på en gren, det eneste schweiss jeg ser på den prøve. Hun får en anelse skråt ind i skoven væk fra vejen – går nogenlunde overbevisende, men ca 60 meter inde, bliver vi kaldt af. ÆV. Jeg synes ikke jeg har noget konkret spor, jeg kan gå tilbage til – så jeg vælger at gå forbi dommere og stifindere helt tilbage i 4 –kanten, hvor jeg simpelthen lader hende snuse til grenen med blod igen. Så kører hun ind i granskoven igen, denne gang ca. 10 meter parallel med den støvede grusvej og går langt ud, kikker op, vender tilbage til mig (jeg er ikke i tvivl om, at det er tilbagegangen), vi går ca 30 meter tilbage (vi har sidevind ind fra venstre, hun ringer lidt og går til venstre – kommer ud over en anden, grusbeklædt cykelsti, som hun lige er lidt til højre og lidt til venstre, inden hun fortsætter målbevidst  ligeud af en veksel, som vi følger et godt stykke tid, nu er skoven skiftet til birk med græs i bunden og ind imellem lidt nåletræ.

 Mit indre 200 meter ur begynder at ringe, da hun lige pludselig drejer til venstre og fortsætter ned i skoven vi har nu vinden ind fra højre, hun går lidt højt med hovedet ind imellem, og vi er nu tæt på en anden bred grusvej, uden at vi har nået skindet – så drejer damen lige til højre rundt om et træ og der ligger Bambi jo.

Herligt – Frits Hansen siger at nu er jeg jo da rykket en præmiegrad opJ  så Xingu denne dag får en 2. præmie  Og at hun nok kører lige lovlig højt, da jeg begynder 1. gang. Hun udredte jo faktisk i andet forsøg hele sporet uden problemer. Nå, jeg er selvfølgelig lidt skuffet i nuet, men det var en svær start i det meget tørre område.

Grunden til han stopper hende i 1. forsøg, hvor hun højst er 15 – 20 meter borte fra sporet er hun går på den forkerte side af vinden og fortsætter lidt skråt væk fra sporet, så det er jo helt korrekt hun bliver stoppet. Tempoet i dag var på den anden strækning meget langsomt efter Xingus standard. Jeg kunne faktisk godt have nået at smide markeringspinde, men da hun var på en veksel, kunne jeg godt finde tilbage til den, hvis det blev nødvendigt. Stifindere på mit hold var Mogens Nielsen og Per klemmesen.

På mit hold (20 timer x 400 meter) faldt der 2 x 1. præmie, 2 x 2. præmie og 2. gange 0.

Tilbage til præmieoverrækkelsen, hørte jeg at der var en lille pige, som havde fået 1. præmie på 3 timer x 400 meter. Maj var 8 år og havde selv trænet sin lille formel 1 tæve Molly på 1½ år. Med til historien hører også at hun sidste år i en alder af 7 år, havde trænet Molly til at bestå Danmarks Jægerforbunds apporterings prøve. Hun havde selv lavet al grundtræning. Fantastisk. Som det fremgår af billedet, er de to et team.

En lang dag sluttede med at Xingu tog en svømmetur i det dejlige vand ved Fuglsang, så der var fuldstændig ro på vej hjem i bilen.

Maj og Molly - et sejt team, som nok skal nå langt.

Parolen - Prøveleder Chr. Harbo står lige til venstre for de to hornblæsere.

Dommere og stifindere og yderst til højre nogle af deltagerne.

Deltagere i Schweiss prøven i Dansk Ruhårs Klub - Clas´ Chesapeake fik den ene af de to 1. præmier på 20 timer. Birgit ses i forgrunden.

Forårets første Schweiss prøve for Xingus og mit vedkommende fandt sted d. 6. maj på Fussingø. Arrangør var Dansk Ruhårs Klub, prøveleder var Christian Harbo, og  jeg var så heldig at få en plads på 20 timer x 400 meter.

Det var uden de store forventninger, vi mødte op, da det næsten var en måned siden, der sidst var faldet nedbør, så jeg regnede med det ville blive svært at gå et 20 timers spor. Birgit Bjørnstad skulle også til prøve med Alba, og vi var så heldige at komme på samme hold, så vi kunne fordrive ventetiden med hyggeligt samvær. På mit hold var der 5 deltagere med  – 2 ruhår, 2 labrador og så en enkelt curly (xingu). Lige inden vi kørte fra udgangspunktet på Avlsgården mødte vi til  parolen og der var som altid god morgenstemning, som blev understreget af de to hornblæsere, som spillede for os.

Jette Krogsgård, som vi har haft på Regionens sporkurser et par gange, kørte med vores hold ud i skoven for at se Birgits Alba gå spor. Da hun spurgte dommeren om det var i orden, fik hun at vide, at det samlede dommerpanel var blevet enige om, at de ikke ville have tilskuere med den dag. Så hun måtte nøjes med at snakke med os på opsamlingsstedet, selvfølgeligt lidt ærgerligt men sådan er reglerne.

Jeg havde det sidste katalog nummer på holdet, så jeg nåede både morgenkaffe og birkes og en lille luftetur inden det blev Xingus tur til at gå spor.

Vi lyttede om vi kunne høre hornblæserne, men sporene lå for langt væk. Desværre viste det sig efterhånden som hundene kom tilbage, at hornblæserne ikke blev overanstrengt, da de første 4 hunde desværre ikke nåede frem til dyret. Birgits Alba var så tæt på, da dommeren afbrød prøven, at Birgit kunne se dyret – ærgerligt – ærgerligt.

Så blev det Xingus tur og jeg spejdede ivrigt ind i terrænet, da jeg kørte ca. en km til jeg mødte dommer, stifindere og hornblæserne.

Xingus spor startede i en bøgeskov i en lysning, hvor hun lige går ind og får fært med det samme – det synes jeg ser alt for nemt ud, så jeg tvinger hende til at søge rundt i ”firkanten på de 20 x 20 meter”. Men hun trækker vedholdende hen det samme sted, så jeg følger efter. Sporet går ind af en skovveksel og her skifter terrænet karakter, idet det går meget brat op af en stejl skrænt. Midt vejs oppe går en dyreveksel på tværs, hun er lige et par meter til venstre og også til højre, hvorefter hun fortsætter opad. Hun plejer at trække kraftigt og på den måde gøre det nemmere for mig, men denne dag er der ingen hjælp at hente – hun går foran i strakt snor men uden at trække, så jeg må selv kravle op. Jeg er glad for, jeg er vant til at træne i bakket terræn, ingen tvivl om at dommere og stifindere er i fin form!

Terrænet flader ud og oppe på toppen drejer hun skarpt til højre, jeg tror ikke, tilbagegangen er her. Hun går nu i bøgehøjskov med knitrende, tørre bøgeblade i bunden, dog med lidt skovblomster ind imellem. Tæt på et dyrehegn tager hun hovedet op og begynder at komme hen mod mig. Jeg er sikker på tilbagegangen er her, og går ca 30 meter tilbage. Hun ringer lidt og får fært igen til højre, nu går det støt og roligt, stadig i højskov, henover noget kvas lige til vi står ved en skrænt, hvor skoven skifter til nåleskov og  hvor jeg får øje på dommerens og stifinderens  biler nede på skovvejen ca. 50 meter borte. Så er det, jeg begynder at tænke, og da Xingu trækker lidt ud til højre, trækker jeg hende i al min dårskab af sporet, og går ned af skænten mod bilerne. Her finder hun intet, vi bliver kaldt af, og jeg går godt tilbage, men påvirker hende nok endnu engang til at afsøg skrænten mod venstre, der finder hun heller ikke noget og vi bliver kaldt af for 2. gang.

Jeg bander over mig selv, trækker hende godt tilbage og denne gang går hun igen mod højre og ned over skrænten. Jeg ser schweiss for første gang på sporet og blot 30 meter fra skrænten ligger Bambi.

Jeg roser Xingu i høje skyer, der bliver blæst over dyret, og dommer Frits Hansen giver mig to bøgekviste, som traditionen byder. En til hunden og en til føreren. Så kommer kritikken. Dommeren siger:

”Du har en rigtig god sporhund, den har kun et problem i dag ” og inden han når at sige mere, afbryder jeg ham med ordene: ”ja, og det var føreren”.

Både stifindere og dommere ærgrede  sig, hun var så tæt på at udrede sporet til 1. præmie, og så ødelagde jeg det for hende. ØV.

Næste gang har jeg lovet Xingu, at uanset hvor hun går hen ,vil jeg følge bagefter. Så må det briste eller bære.

Tilbage på Fussingø, bliver præmieringer læst op, der faldt 2 x 1. præmie (en Chesapeake og en Ruhår), 1 x 3 præmie (Xingu) og 7 x 0.

3 timers hundene gik det til gengæld fint for, der faldt rigtig mange 1. præmier.

Det var en veltilrettelagt schweiss prøve, Harbo havde lavet, stemningen var god, og så var det rart at tale med andre sporinteresserede mennesker, og høre om andre hunderacer.

Birgit og jeg sluttede dagen af med at nyde vores ”klemmer” bag avlsgården, Alba nåede lige at dyppe tæerne i slotssøen, hun hentede glad den dummy, Birgit havde med.

Curly World Seminar blev afholdt i Sverige i nogle dejlige dage i august, arrangementet blev afholdt på det skønne Kullaberget. Vejrmæssigt kunne ikke forlanges bedre, dejligt varmt men uden den lummerfugtige luft som vi ofte har herhjemme.
Jeg har aldrig før set så mange curlyer – overraskende var det at så mange af dem var brune – herhjemme dominerer den sorte farve. Der var vel omkring 140 curlyer på camping pladsen, jeg kan godt forstå, folk, der ikke havde set den race før – kikkede undrende på krøllerne i starten.
Men som sædvanlig når retrievere er samlet er der ikke meget støj, de fleste af de hunde, vi hørte gø, var hunde af andre racer.
Xingu skulle ikke deltage i selve seminarets udstilling eller markprøve, men jeg havde bestilt to spor i övet klasse, dvs 600 meter spor, som havde ligget mellem 12 – 24 timer, med 4 knæk, tilbagegang med blodophold, ca 15 meter blodophold på en af de lige sider, skudprøve ca. 50 meter før kloven. For i Sverige er det en klov, som for øvrigt trækkes i hele sporet længde.
Første spor gik Xingu i et område, hvor der heldigvis var faldet lidt vand 2 dage før (ellers havde der været tørke i 2 mdr), men der var dog stadigt så tørt, at mine støvler var helt rene, efter vi havde gået spor.
Vi startede i gammel bøgeskov, Xingu fik fint fat i sporstart og gik fremad i et fornuftigt tempo, snart kom det 1. knæk ind imellem nogle meget tætte graner, jeg havde nærmest på fornemmelsen af at være i en automatvask for biler !! Igen et knæk tilbage i bøg, denne gang over i et område langs et gammel dige, endnu et knæk, og så røg vi i problemer (jeg havde på fornemmelsen at her var tilbagegangen, det viste sig at være rigtigt), blodopholdet voldte virkelig besvær, hun ringede og ringede og jeg begyndte at blive noget nervøs, men pludselig kunne jeg se, hun fik fært igen, en speciel let trav og halen vippende fra side til side, jo, jeg var sikker på, det var rigtigt.
Efter vi havde passeret en bakke, et knæk og en vold i terrænet gik det nedad igennem en gammel granskov, det sidste knæk og kort efter kom beskeden : nu kan du godt sætte hunden ned. Så gik dommeren lidt frem foran hunden og skød fremad. Xingu sad artigt, ventende på at gøre det færdigt. Dommeren kom tilbage og jeg kunne give ordren; find Bambi – og nu kan det være Xingu skulle finde den klov! Hun sprang frem så jeg nærmest fløj henover terrænet, det må have set meget sjovt ud, dommeren morede sig højlydt, ja, det gjorde jeg også, Xingu er utrolig stærk, når hun vil. Jeg fik hende ned i passende fart og lidt efter kravlede hun op i en kvasbunke og der hang kloven. Herligt!!
Hun havde virkelig arbejdet for sagen, hun giver ikke op – selvom det bliver lidt svært.
præmien var hjemme – hun er den første danske curly, der er præmiet på övet spor.

Det andet spor, jeg havde bestilt, skulle hun gå i Harmalunda 2 dage senere. Her var vejret skiftet, det havde regnet mere end 25mm på sporet, som havde ligget i 19 timer, der var også middelvind som ikke gjorde det bedre. Som dommeren sagde, da vi mødtes: Det her bliver svært!
Jeg tog det ganske roligt, Xingu havde jo allerede indfriet mine forventninger mere end rigeligt, så vi var friske til at prøve. Vibsen og Charteau som jeg fulgtes med, ventede i bilen, det regnede så stærkt, at man absolut kun gik ud, hvis man behøvede det.
Sporet lå denne gang delvis i en granplantage, hvor træerne stod på snorlige rækker. Til gengæld var der meterhøje brændenælder og græs i et tæt tæppe i bunden. Jeg mistede fuldstændig orienteringen inde i plantagen, fulgte bare efter hunden, på et tidspunkt kom i ud i et åbent område, hvor vi gik rundt i tæt bærbuskagtig (måske blåbær?) vegetation, men pludselig, stod vi igen på det sted på sporet, hvor skudprøven skulle afholdes. Hvor det letter. Så ved man, man er tæt på målet – men det kan jo glippe det sidste stykke, intet er sikkert, før hunden har kloven i munden.
Denne gang var jeg klar, da hun fik ordren på at gå frem, vi holdt et pænt tempo det sidste stykke og hun ringede lidt rundt for at finde kloven. Dommeren blev lidt overrasket, da hun i det meget høje græs pludselig tog hovedet op med kloven i munden – det var nemlig tre meter til venstre for det sted, han mente den lå. Men det var den dådyrklov, han havde lagt, der har nok været et dyr, som har flyttet den. Vi gik tilbage til bilerne, det regnede stadig voldsomt, så da dommeren skulle gå fra sin egen bil med kritiksedlen, han havde udfyldt, og hen til Vibsens bil, blev sedlen så våd, at jeg ikke turde andet end lægge den forsigtigt op i foruden, så den kunne tørre. Den skulle jo nødigt gå i stykker!! SÅ måtte jeg styre min nysgerrighed efter at læse den. Xingu fik nemlig igen 1. præmie for sit sporarbejde med beskeden: En tæve som løser sin sporopgave under vanskelige forhold ”myget bra”.
Jeg sendte Birgit Bjørnstad, kennel Lab – X- streams mange venlige tanker, fordi hun ihærdigt har hjulpet Xingu og mig ved at lægge spor på sit meget spændende og afvekslende terræn, og jeg har lært meget af ,at vi har evalueret sporarbejdet efter endt træning.

I dag på en meget varm juli dag, havde Birgit Bjørstad, lagt spor til Xingu på sit spændende sporterræn . Sporet var lagt ca. 15 timer før, det var et sprøjtespor med en klov trukket efter, der var tilbagegang og blodophold, både i forbindelse et knæk og på en af siderne: altså et spor efter svenske retningslinier. Dorte, som har en pragtfuld labrador hvalp efter Birgits Malou, kom også for at prøve et ”svensk spor”.
Xingu var i dag koncentreret, selvom hun før sporstart var meget ivrig og gispede af varme, en enkelt gang var hun af på afledning, hun gik ad en veksel og jeg troede, det var OK, da jeg fik øje på et gult bånd. Birgit kaldte på os, da markeringen var fra et gammelt spor, som ikke havde været brugt længe! Når jeg skriver dette, er det for at fortælle at man ikke, når man går et ukendt spor, hvad enten det er et konkurrencespor eller et træningsspor, lagt af en anden, skal begynde at lægge for meget i hvad der KUNNE være markeringer, det er faktisk bedre at kikke på hunden og så selvfølgelig, hvis man kan se bloddryp undervejs.
Vi nåede frem til kloven, i første omgang gik hun faktisk forbi, jeg bruger altid skind til spor slutning, men skal man gå spor i Sverige, finder man kloven til sidst. Alt i alt en præstation, jeg var godt tilfreds med., det med kloven træner vi videre på.
Bagefter var det Tikkas tur og jeg må sige, jeg er imponeret af den 10 måneders hvalp, den er virkelig sporsikker, selv et vanskeligt terrænskifte klarede den uden problemer, det er fint i så ung en alder, det var en sand fornøjelse at se. Den viser tydeligt, når kloven er fundet, halen roterer som en propel.
Senere hyggede vi os på Birgits terrasse med dejlig frokost, og så kan det nok være, der blev åbnet for hundesnak – jo en rigtig hyggelig dag. Hundene blev medens vi spiste placeret i hver sin skyggefulde løbegård, Birgit serverede kødben og frisk vand, så var der ro.

Det var en varm tur hjem, og efter at have gnavet lidt videre på sit kødben, var Xingu træt, hun sov resten af eftermiddagen.

Spor og en vand tur.
Et rigtig godt sted har jeg fundet til at gå spor , der er noget terrænskifte i form af bakker, gennembrudt af små stier, der er forskellig vegetation i form af bregner, mos og lav arter i bunden, vekslende med lidt græs og områder med grannåle. Det er nemlig en gammel granskov. Der er også et fordybning med vand i.
Her lagde jeg et 400 – 500 meters spor til Xingu i weekenden. Sporet havde jeg mærket grundigt op, da jeg ikke var kendt netop i denne del af skoven, og er der noget man kan dumme sig ved i sportræning, så er det altså at tro, man kan huske sit spor de første gange – grantræer har det altså med at ligne hinanden.
Lige før Xingu skulle gå sporet efter det havde ligget 20 timer, lagde jeg en lille, frisk afledningsfært i form at et optøet and, jeg havde bundet en snor i , den kastede jeg tværs over sporet og trak den tilbage igen over sporet. Denne manøvre skulle bruges til at vænne Xingu af med at gå på frisk fært, når hun går spor. Problemet er jo ikke, når man træner, hvis jeg stopper, kommer hun fint tilbage på sporet, men det er jo svært at rette, når man ikke præcist ved, hvilke dyr og hvor de har passeret i løbet af natten og den tidlige morgen.
Men når man selv har lavet afledningsfærten, er der mulighed for at rette hunden – HVIS den går på afledning.
Xingu startede udmærket op, fandt hurtigt ud af firkanten, kom fint ned i bunden, lige udenom vandhullet gennem bregnerne og jo – fint af på afledning af den and, jeg lige havde trukket på tværs 10 min senere. Jeg stoppede hende hurtigt med et nej, og ros, da hun fandt ind på sporet igen. Tilbagegangen udredte hun ikke i dag. Resten af sporet var ikke imponerende, hun virkede noget ukoncentreret, så da vi nåede frem til Bambi, trængte vil til at blive afkølet.
Vi kørte til stranden og Xingu elsker at svømme. Desværre havde jeg ikke nogle dummier med i dag, men jeg fandt da en gren, jeg kunne kaste i vandet.
Xingu sprang ud i fuld fart snart var grenen afleveret (efter et par æresrunder).
Endnu en gang kastede jeg grenen, - men denne gang forsvandt den lidt i bølgerne, hun svømmede noget for langt ud, så jeg prøvede om hun kunne huske noget dirigering. Det kunne hun, jeg fløjtede stopfløjt, hun vendte omgående rundt og kikkede på mig, jeg kunne se grenen til højre så jeg rakte armen mod højre og sagde : ja, ja, så længe jeg støttede hende, vedblev hun at svømme i den rigtige retning. Område fløjtet da hun var tæt på og hun cirklede et par gange og så havde hun den.
JO, Hun er jo alsidig. Lydig det er hun, hvis det kan betale sig!!! Og hun har af en eller anden grund fundet ud af at jeg er ret god at have ved hånden, i de situationer.

I dag havde jeg lagt spor til Kristin som med hendes brune curly han Brum var med på den introduktions dag til vildtspor, Birgit Bjørnstad, Henrik Hansen og jeg afholdt i region østjylland i marts måned. Kristin har lagt spor til Brum nogle gange, så det var spændende at se, hvordan han ville gå, når en anden person har udlagt sporet.
Brum får et af Xingus faste spor, som jeg kalder "bukke sporet". Her har jeg nemlig set en flot buk flere gange, her er masser af sæder rundt omkring, så der er udfordring nok.
Brum lægger stilfærdigt ud, han giver sig tid til at snuse godt i opstarten, og går fint fremad. Sporet starter i løvskov, da Brum når op på kanten af terænnet, hvor det går ned igennem lidt bregner og skovsyrer, er Brum lige ude at se ad dyrevekslen, hvor der er tydelige spor af rådyr.
Da Kristin står stille, kommer han artigt tilbage og går nu ned mod skovvejen. Her er det første knæk mod venstre, og her er han lidt på afveje - men ikke mere, end han kommer tilbage igen. Næste knæk tager han uden problemer og længere fremme, udreder han sårlejet og finder den ene frolic, jeg har trådt ned . Det går skråt ned igennem nogle graner for at ende i løvskoven igen. Brum er fremme ved den rådyrdummy, jeg har lagt ud. Kristin giver ham godbidder, han bliver rost i høje skyer og han er godt tilpas.
Bagefter hilste Brum og Xingu på hinanden, og det lykkedes da også at få dem til at sidde stille, så billedet kunne tages.
Kristin ville træne noget mere her i sommer og måske gå til prøve sidst på sæsonnen,det er jo rart, hvis flere af de krøllede sås i aktivitet på vildtspor. Jeg synes, Brum er blevet dygtig, siden jeg så ham første gang.

I dag var havde vi aftalt at lægge spor til Pias hund Monty, han er trænet i DCH, så her bruges ikke blod, hunden går på den fært, der opstår, når vi træder på jorden og de små brud i underlaget, groft sagt. For hver 10. skridt lagde jeg små pølsestykker, Pia havde med. Et stykke inde i skoven så jeg en rå stille lunte af sted. Ca. midtvejs lagde jeg en lille træklods, Monty skulle samle op og aflevere til Pia, sporslut var ligeledes markeret ved en træklods, som skulle afleveres siddende til fører.
Dette spor adskilte sig fra de spor Monty før havde gået, jeg havde nemlig lagt det ind i en nåleskov, som var gennemkrydset af grøfter, som skulle forceres, så det var nyt for Monty.
Sporet skulle ligge en times tid, så vi brugte tiden til at gå igennem skoven til stranden, den første rigtige forårsdag, det var havblik, både hundene og vi nød det. Hundene var naturligvis i vandet, det er jo retrievere begge to.
Nu var det jo spændende at se, hvordan Monty reagerede på de nye omgivelser. Han fik vist sporstart, og så gik det fint ud af sporet med højlyt snøften, jo næsen blev brugt fint.
Jeg havde fortalt Pia at så langt ude i Fløjstrup skovene træffer man aldrig mennesker væk fra stierne, men lige den dag, stod pludselig en spaniel midt på sporet og åd pølsestykkerne. Man må sige Monty tog det fint, han forsøgte at arbejde videre uden at ænse den fremmede hund, og det er jo dejligt at se. Men den blev så pågående, at vi måtte afbryde og afvente, ejeren nåede frem. Det viste sig, han havde lagt en genstand ud i samme område, det var da et forbandet uheld, når man tænker på skovens størrelse!
Monty gik videre og kom uden problemer over alle grøfterne, ved det første knæk var han lidt langt ude, men kom fint tilbage, da Pia stoppede op. Genstandene blev samlet op og afleveret siddende til Pia, både den midt på sporet og den som markerede sporslut. Jo, han er god til spor, og kunne hurtigt ”omskoles” til vildtspor, skulle Pia få den interesse.
Bagefter var Pia stifinder for mig, på et af de faste spor, Xingu går. Sporstart langs med kanten af en egeskov grænsende op til en granskov, knæk efter granskoven, et godt langt stykke i løvskov, hvor jeg i næste knæk, lavede tilbagegangen, (Pia fortsatte ud og stødte til sporet igen længere fremme), skrå ind i den ret mørke granskov, for at ende næsten ude ved vejen. Der var tydelige sæder efter rådyr, vi så dog ingen den dag.
Men jeg skal da lige love for sporet var ”levende” næste dag.
Xingu begyndte i et godt tempo, fandt sporstart uden problemer og gik fornuftigt frem, lige til vi nåede første knæk, hvor hun dog forsatte lidt ivrigt frem, jeg kikkede op og så råens hvide gump hoppe 20 meter længere fremme. JO, JO frisk fært er lokkende. Nå men jeg stoppede, og så kom damen da også noget modvilligt tilbage og tog knækket. Nu gik det fint på det lange stykke, men ak, jeg kunne se, at der hvor jeg havde markeret tilbagegangen gik ikke mindre end 5 rådyr!!. Det var lige i overkanten til Xingus koncentration kunne holde. Hun kom fint ud af tilbagegangen, men ville forfærdelig gerne på frisk fært. Jeg kunne så sige ”nej” og trak hende tilbage. Normalt siger jeg ikke noget, når vi går spor. Xingu er jo arbejdsivrig og vil gerne udrede sporet, så det er ikke nødvendig med opfordringer. Det sidste stykke af sporet gik fint, hun stoppede op ved sårlejet, fandt de to frolicher, jeg havde trådt ned dagen før, og snart efter fik hun fært af stråbukken, på 20 meters afstand. Et lærerigt spor.

Schweiss prøve ( 3 timer 400 meter) i Hvilsom skov den 25. juni 2005.

Gennem Birgit Bjørnstad havde jeg hørt, at prøven for Ruhåret hønsehund i Hvilsom Skov hos prøveleder Niels E. Pedersen var virkelig vel tilrettelagt, hvor deltagere gerne vendte tilbage til med ny hund, for at opleve den gode stemning. Birgit havde ret!

Alt var i orden, efter en hyggelig velkomst blev  deltagere og hunde 2 ad gangen kørt ud til sporområdet i en lille ladvogn spændt efter Niels´ lille traktor, det var en dejlig måde at se skoven på.

Xingus spor lå i en granskov med høje træer og lidt græs i bunden på det meste af sporet. Jeg havde spurgt Birgit, om hun ville tage billeder, så foruden stifinder og dommer var der en deltager, som stod som reserve, og derfor ikke kunne deltage aktivt. Som sædvanlig lod Xingu sig ikke påvirke af at der fulgte flere med på sporet, hun var så stærkt koncentreret, at hun ikke ænsede dem.

Jeg fik anvist sporstart ca 20 meter inde i granskoven, satte Xingu på, og hun gik energisk frem, men ikke i så højt et tempo, som hun somme tider lægger for dagen ved sporstart. Hun gik i fuld line frem til en åbning i skoven, hvor der var et grønt bælte, som adskilte granskovene fra noget løvskov, og drejede skarpt til højre, jeg var sikker på, retningen var rigtig, hun havde næsen i tæt kontakt med sporet og gik fast fremad et godt stykke. Vi kom til et nyt terrænskifte, hun tøvede lidt, gik lidt fremad, søgte i en halvbue rundt til hun tydelig ramte sporet igen, drejede ind imellem to tætte graner, så jeg valgte af slippe selen for at gå udenom, og hurtigt få fat igen, for nu gik det målret frem igen ind i granskoven og kort efter jeg tænkte, at nu måtte Bambi da være tæt på, drejede hun rundt om nogle grangrene, der lå i skovbunden og stoppede op og snusede, hun havde fundet den. Jeg nåede helt frem og der lå Bambi.

Hold da på hvor var det en god oplevelse. Jeg havde 2 store hotdog pølser i lommen (pakket ind i plasticpose), som jeg serverede ved fødderne af dyret, de var virkelig velfortjent, synes jeg. Det synes dommeren heldigvis også, Xingu fik  1. præmie og jeg fik overrakt 2 egeløvskviste, 1 til hunden og 1 til mig. Stifinderen (som var prøvelederen) blæste i jagthornet over dyret, jeg synes, det er en smuk tradition, det giver en lidt højtidelig  stemning, og så blev kritikken læst op. Birgit ønskede tillykke, det var dejligt, at have hende med, jeg har før spurgt Birgit til råds, vi har evalueret over sporforløbet,  hun er jo erfaren i sporarbejdet, hvad hun også viste senere, da hun (igen) fik 1. præmie med Alba, den sødeste labradorhvalp, på kun 5 måneder!! 

Da vi kom tilbage synes vi piger med ”alternativ” hund, at nu skulle det fejres, så vi satte os med kaffe på bagsmækken af Birgits bil, Birgit tryllede en herlig, norsk ”dram” med smag af sommerblomster frem, som vi kunne skåle i.

Senere på dagen have jeg lejlighed til at følge en ruhårs tæve på 3 år i sporarbejdet. Solen stod nu højt på himlen og den mistede desværre sporet, da den skulle krydse en skovvej, fik anvist schweiss 2 gange af dommeren, men sad ligesom ”fast” i det samme område og efter at krydset sporet flere gange uden at tage det op på, blev den stoppet af dommeren. Hvor ærgerligt i nuet, men når man lige har sundet sig, er det jo den samme dejlige hund, man tager med hjem! SÅ er der jo basis for flere træningsspor, hvilket kan give store oplevelser i naturen.

Nu havde alle gået spor og vi glædede os til de dejlige kamstege, vi havde set og duftet på grillen, det meste af dagen. Inde i maskinhallen ventede lange borde, dækket med dug og blomster fra skoven. Så gik snakken på kryds og tværs over bordet og mange historier og erfaringer blev udvekslet.

Jeg har oplevet, at man på de tre sporprøver, jeg har deltaget i, møder venlige mennesker, som gerne deler ud af den viden, de har om schweiss træning til nybegynderne, det er jo dejligt.

Til slut blev vi kaldt sammen og præmierne blev overrakt.

Der var fine præmier, men da det jo var en prøve arrangeret af Ruhårsklubben, kunne vi andre ikke tage del i dem. Ellers var Birgits hund  et godt bud på prøvens bedste hund, da Alba som sagt kun er en lille hvalp og udredte sit spor til 1. præmie.

Jeg håber andre curlyfolk får øje på denne gren af jagttræning, vi har hunde, om hvilke der i racebeskrivelsen står ”de er selvstændige”, og det er en vigtig kvalitet for sporarbejdet. SÅ skal den også have næse, Det har den, det er jo en retriever. Så prøv bare at gå på sporet, der venter som sagt mange gode oplevelser.'

En dejlig maj aften 2005, valgte Birgit med den flatcoatede Max og jeg at træne søg i en ny udsprunget bøgeskov, hvor skovbunden er dækket af et tykt tæppe af ramsløg. Vi var ærlig talt lidt spændte på om den kraftige duft af løgene ville påvirke hundenes indsats, men det synes nu ikke at være tilfældet.

Før vi nåede området, hvor vi ville træne søget, varmede vi hundene op med en kombinationsøvelse, som Birgit har trænet på Birkebo, og som vi har erfaret, at hundene elsker:

Vi lægger en ”husker” til hver deltagende hund, og går 100 – 200 meter frem i terrænet. Her bliver 1. hund hentet frem (de andre er i venteposition ved siden af). Nu kaster hundeføreren 1 markering til den ene side ( vinklen kan man jo lave efter, hvor svær øvelsen skal være), derefter laver hundeføreren en linie frem ca 40 meter, ( det kan jo også varieres), til sidst kastes en markering til modsatte side af den først kastede, dog går hundeføreren et stykke ud, så markeringen  bliver noget længere end før. Nu sendes hunden men i modsatte rækkefølge! Vi har trænet denne øvelse med 4 hunde, hvor den sidste har siddet 30 minutter, inden det blev dens tur, men de alle kommet hjem med ”huskeren”. Hundene elsker det, de løser den med høj fart.

Denne aften var der kun Birgit og jeg  (ja og så Tobias, som var så venlig at fotografere).

Vi lavede søget som et bredt, ikke særlig dybt søg, men med en ret dyb bæk foran de bageste fugle.

Vi havde hundene siddende ved siden af hinanden, de blev sendt ud at søge en af gangen. Også denne gang viste Xingu at hun har rigtig gode vildtfinderegenskaber, jeg kan nyde, at se hende arbejde, hun har overhovedet ikke problemer med terrænskiftet, hun bruger virkelig sin næse, og der er fart og stil over hende, hvad billederne forhåbentlig også viser. Hvad man (måske) ikke kan se, er at duerne ikke er helt tøet op, så er det nemlig ikke sikkert, at de holder til Xingus greb. Det er ikke lykkedes mig at træne det væk, guderne skal vide, jeg har lyttet til mange velmente råd, men uden succes. Hun kan, når vi træner alene, men desværre er risikoen for det glipper i konkurrence alt for stor, så den del springer vi over.

Max arbejdede også rigtig godt, han er blevet en fornuftig herre, der laver noget pænt arbejde. Jeg nyder at se hans vildtbehandlig, det er en fornøjelse.

En skøn, skøn forårsaften, vi  nød, både mennesker og hunde..